| Opsummering |
Roche Diagnostics fik ikke opsættende virkning i klage mod Region Hovedstadens evaluering
Sagen vedrørte Region Hovedstadens udbud af udstyr og forbrugsvarer til kemiske og immunkemiske analyser til Amager og Hvidovre Hospitaler, hvor Roche Diagnostics A/S klagede over regionens beslutning om at tildele kontrakten til Siemens Healthcare A/S og samtidig anmodede om opsættende virkning. Klagen angik navnlig gennemsigtigheden i evalueringsmodellen og uoverensstemmelser mellem udbudsbetingelserne og tilbudslisten. Klagenævnet lagde vægt på, at udbudsbetingelsernes pkt. 14.1 angav, at pris for analyser i 10 år skulle evalueres på baggrund af position 3 i tilbudslisten, selv om position 3 i tilbudslisten vedrørte en option om uddannelse af teknikere, mens de faktiske analysepriser fremgik af position 4. Regionen havde erkendt, at denne uoverensstemmelse skyldtes, at optionen om uddannelse af teknikere ved en fejl ikke var indarbejdet korrekt i udbudsbetingelserne. Klagenævnet fandt på den baggrund, at det ikke havde været gennemsigtigt for tilbudsgiverne, hvilke prisoplysninger der ville indgå i evalueringen af underkriteriet ”den samlede økonomiske konsekvens”, og at dette havde betydning for tilbudsgivernes mulighed for at optimere deres tilbud. Klagenævnet lagde endvidere vægt på, at udbudsbetingelserne indeholdt modstridende oplysninger om, hvorvidt evalueringen skulle foretages individuelt for hvert installationssted eller samlet, hvilket heller ikke havde været gennemsigtigt for tilbudsgiverne. Klagenævnet vurderede derfor foreløbigt, at der var udsigt til, at påstandene om overtrædelse af gennemsigtighedsprincippet og udbudslovens § 160 ville blive taget til følge, og at udbudsmaterialet ikke havde kunnet danne grundlag for en lovlig tildelingsbeslutning. Klagenævnet fandt dermed, at betingelsen om fumus boni juris var opfyldt. Ved vurderingen af opsættende virkning overvejede klagenævnet, om der forelå sådanne særlige forhold, at uopsættelighedsbetingelsen undtagelsesvist kunne lempes efter principperne i EU-Domstolens praksis, men fandt, at karakteren af de påståede overtrædelser ikke gav grundlag herfor. Klagenævnet fandt desuden, at Roche Diagnostics ikke havde godtgjort, at virksomheden ville lide en alvorlig og uoprettelig skade ved manglende opsættende virkning, idet der ved alle udbud består en almindelig kommerciel risiko for ikke at opnå kontrakten, og et eventuelt tab som udgangspunkt ville kunne erstattes økonomisk. Klagen blev derfor ikke tillagt opsættende virkning.
Se afgørelsen |
Almex GmbH fik ikke opsættende virkning i klage over DSB’s afvisning af prækvalifikation
Sagen vedrørte DSB’s udbud med forhandling efter forsyningsvirksomhedsdirektivet om levering, installation, support og vedligehold af nye billetautomater til DSB-stationer i Danmark. Almex GmbH klagede over DSB’s beslutning om ikke at prækvalificere selskabet og anførte navnlig, at DSB uberettiget havde set bort fra Almex’ reference fra Hamburger Hochbahn AG (HHA), selv om dele af ydelserne var udført inden for den relevante femårsperiode. Klagenævnet lagde til grund, at der ubestridt var udført ydelser inden for referenceperioden, men fandt samtidig, at referencebeskrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig opdeling eller nærmere beskrivelse af de udførte ydelser, herunder hvornår produktion af hardware, levering af software, test, transport, online-monitorering og lokal vedligeholdelse var udført, eller hvilken del af kontraktværdien der kunne henføres til ydelser inden for femårsperioden. Det fremgik heller ikke, hvor længe vedligeholdelsesperioden havde varet. Klagenævnet fandt derfor, at DSB var berettiget til at se bort fra referencen i sin helhed, da DSB ikke med den fornødne sikkerhed kunne udlede, hvornår og i hvilket omfang service og vedligeholdelse var udført inden for femårsperioden, og fordi Almex som ansøger selv bar risikoen for ufuldstændigheder eller uklarheder i ansøgningen. Klagenævnet afviste samtidig Almex’ synspunkt om, at DSB havde pligt til at indhente supplerende oplysninger eller præciseringer efter forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 76, stk. 4. Klagenævnet lagde vægt på, at bestemmelsen alene giver ordregiver en ret og ikke en pligt til at anmode om præciseringer, og at sagen ikke vedrørte en åbenlys og let berigtigelig fejl, men derimod manglende oplysninger om centrale forhold ved referencen. Det forhold, at DSB i udbudsbekendtgørelsen havde forbeholdt sig ret til at kontakte ansøgeren eller referencekunden med henblik på verifikation af oplysningerne, ændrede ikke herved. Vedrørende DSB’s vurdering af udvælgelseskriteriet om erfaring med en konfigurerbar standardløsning fandt klagenævnet endvidere, at DSB havde foretaget vurderingen i overensstemmelse med udbudsmaterialet og inden for rammerne af ordregivers vide skøn. Klagenævnet lagde vægt på, at formuleringen ”configurable hardware and software solution” ikke i sig selv dokumenterede, hvilken erfaring eller grad af sammenlignelig erfaring Almex havde med konfiguration af en standardløsning i en sammenlignelig teknisk og operationel kontekst. Klagenævnet fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at DSB havde anvendt skjulte dokumentationskrav eller overskredet grænserne for sit skøn. Klagenævnet fandt på det foreløbige grundlag, at der ikke var udsigt til, at klagen ville blive taget til følge, og tillagde derfor ikke klagen opsættende virkning.
Se afgørelsen |
Prysmian fik ikke opsættende virkning i klage mod Energinet om påstået unormalt lave tilbud
Sagen vedrørte tre sammenbehandlede klager fra Prysmian Group Sverige AB mod Energinet Eltransmission A/S om tildeling af tre delaftaler under et udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet vedrørende levering af 400 kV og 132 kV kabelsystemer til projekterne Nyt Elnet Aarhus-Aabenraa (NEA) og Nyt Elnet Sydsjælland, Lolland og Falster (SLF02). Prysmian gjorde gældende, at de vindende tilbud fra LS Cable & System Ltd. og Taihan Cable & Solution Co., Ltd. fremstod unormalt lave, blandt andet fordi priserne lå ca. 31,2 %, 32,9 % og 17 % under Prysmians egne tilbud samtidig med, at de vindende tilbud opnåede samme eller næsten samme høje kvalitative bedømmelser. Prysmian gjorde derfor gældende, at Energinet var forpligtet til at iværksætte undersøgelsesproceduren efter artikel 84 om unormalt lave tilbud. Klagenævnet udtalte, at vurderingen af, om et tilbud forekommer unormalt lavt, beror på et konkret skøn fra ordregivers side, og at en prisforskel mellem tilbud ikke i sig selv er tilstrækkelig til at anse et tilbud for unormalt lavt. Klagenævnet fremhævede desuden, at dette også gælder, selv om det lavere tilbud samtidig har opnået en høj kvalitativ bedømmelse, idet en sådan kombination kan være udtryk for et konkurrencedygtigt tilbud. Efter Klagenævnets vurdering opstår der alene en undersøgelsespligt, hvis der foreligger konkrete holdepunkter for, at tilbuddet ikke kan opfyldes på de tilbudte vilkår, eller at priserne bygger på urealistiske eller uacceptable forudsætninger. Klagenævnet lagde vægt på Energinets oplysninger om grundlaget for de estimerede kontraktværdier og budgetter, som var baseret på tidligere anskaffelser, markedsdialog, fremskrivninger samt reguleringer for inflation og råvarepriser. Det blev tillagt væsentlig betydning, at de vindende tilbudspriser ikke lå under, men derimod over de anslåede kontraktværdier i udbudsbekendtgørelsen, herunder også for Lot 3 – SLF02. Klagenævnet lagde endvidere vægt på, at Prysmian ikke havde peget på konkrete forhold ved de vindende tilbuds prisstruktur, tekniske løsning, leveranceforudsætninger, råvareforudsætninger eller arbejdsretlige, sociale eller støttebaserede forhold, som understøttede, at tilbuddene ikke kunne opfyldes til de tilbudte priser. Klagenævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Energinets skøn over, at tilbuddene ikke forekom unormalt lave. Som følge heraf fandt Klagenævnet også, at Energinet ikke havde pligt til at indhente redegørelser fra de vindende tilbudsgivere efter artikel 84. Der var derfor ikke udsigt til, at klagernes påstande om overtrædelse af artikel 84 eller annullation af tildelingsbeslutningerne ville blive taget til følge, og Klagenævnet tillagde ikke klagerne opsættende virkning.
Se afgørelsen |
Konsortiet UNIFEQ-SOURCE-MASADA fik ikke opsættende virkning i klage mod Rigspolitiets prækvalifikation af leverandører af ballistiske beskyttelsesveste
Sagen vedrørte Rigspolitiets udbud med forhandling efter forsvars- og sikkerhedsdirektivet om levering af ballistiske beskyttelsesveste til politiet i Danmark, Grønland og på Færøerne. Klagen angik delkontrakt 2 om taktiske modulære ballistiske beskyttelsesveste med en anslået værdi på 27.500.000 kr. og en kontraktvarighed på syv år. Konsortiet UNIFEQ-SOURCE-MASADA klagede over Rigspolitiets beslutning om ikke at prækvalificere konsortiet og gjorde gældende, at Rigspolitiet havde tilsidesat principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved evalueringen af referencerne. Klagenævnet lagde indledningsvis vægt på, at ordregiver har et vidt skøn ved vurderingen af, hvilke ansøgere der er bedst egnede til prækvalifikation, og at dette alene tilsidesættes, hvis vurderingen er usaglig, hviler på objektivt forkerte oplysninger eller åbenbart overskrider grænserne for ordregivers skøn. Klagenævnet fandt, at Rigspolitiet havde foretaget den krævede samlede kvalitative vurdering af referencerne og sagligt lagt vægt på graden af relevans og sammenlignelighed i forhold til Rigspolitiets operative behov. Klagenævnet fremhævede særligt, at forskellen i referencernes sammenlignelighed med Rigspolitiet i relation til opgavetype, kompleksitet og operativt anvendelsesområde var udslagsgivende for gradueringen mellem konsortiet og TYR Tactical. TYR Tacticals referencer til operative specialenheder i dansk politi og specialiserede politienheder i USA blev vurderet som særdeles relevante, mens kun én af konsortiets referencer opnåede samme niveau. På denne baggrund fandt klagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets vurdering af, at både konsortiets og TYR Tacticals referencer samlet dokumenterede i høj grad relevant erfaring, og der var derfor ikke udsigt til, at påstandene om usaglig evaluering og manglende vægtning af produktmæssig bredde ville blive taget til følge. Klagenævnet fandt endvidere, at Rigspolitiet sagligt havde undladt at tillægge antallet af referencer selvstændig betydning, idet udbudsmaterialet alene krævede mellem to og fem referencer og foreskrev en samlet kvalitativ vurdering baseret på relevans og sammenlignelighed. Klagenævnet fandt imidlertid, at Rigspolitiet havde begået en fejl ved evalueringen af ergonomisk tilpasning til kvindelig anatomi. Rigspolitiet havde ved vurderingen af konsortiets referencer anført, at ”enkelte” referencer dokumenterede sådan tilpasning, mens TYR Tacticals referencer blev beskrevet som omfattende ”flere” referencer, selv om konsortiet havde tre relevante referencer mod TYR Tacticals to. Klagenævnet fandt, at der dermed fejlagtigt var lagt isoleret vægt på antallet af referencer, og at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne fastslås, at fejlen havde været uden betydning for udfaldet af prækvalifikationen, navnlig fordi konsortiet var vurderet som den bedst kvalificerede blandt de ikke-prækvalificerede ansøgere. Der var derfor udsigt til, at påstanden om denne fejl og den tilknyttede annullationspåstand ville blive taget til følge. Klagenævnet fandt dog ikke, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, da konsortiet ikke havde godtgjort risikoen for et alvorligt og uopretteligt tab, og anmodningen om opsættende virkning blev derfor ikke taget til følge.
Se afgørelsen |
Protection Group Denmark A/S fik ikke opsættende virkning i klage mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse om direkte tildeling af rammeaftaler om sikkerhedshjelme
Sagen vedrørte Protection Group Denmark A/S’ (PGD) klage over Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) beslutning om ved udbud med forhandling uden forudgående bekendtgørelse at tildele to rammeaftaler til Galvion Inc. om levering af ballistiske og ikke-ballistiske hjelme samt service og reservedele. Klagen angik alene spørgsmålet om opsættende virkning. FMI havde offentliggjort en profylaksebekendtgørelse og begrundet den direkte tildeling med forsvars- og sikkerhedsdirektivets artikel 28, stk. 1, litra e, og subsidiært artikel 28, stk. 3, litra a, under henvisning til tekniske forhold, interoperabilitet, garantiansvar og hensynet til ét samlet sikkerhedshjelmsystem. FMI anførte blandt andet, at nye hjelme og komponenter skulle være fuldt kompatible med eksisterende hjelme og tilhørende taktisk udstyr fra Galvion, og at et leverandørskifte ville medføre teknisk uforenelighed og uforholdsmæssigt store vanskeligheder ved drift og vedligeholdelse. Klagenævnet fandt på det foreløbigt foreliggende grundlag ikke udsigt til, at PGD’s påstande om ulovlig direkte tildeling ville blive taget til følge. Ved vurderingen lagde klagenævnet vægt på FMI’s oplysninger om interoperabilitet, personsikkerhed, garantiansvar og de tekniske vanskeligheder ved leverandørskifte samt på, at Galvion siden et tidligere udbud i 2019 havde leveret de pågældende hjelme, reservedele og service til FMI. For så vidt angår rammeaftalernes varighed bemærkede klagenævnet, at der ikke var grundlag for at fastsætte en varighed ud over 5 år for rammeaftalen om anskaffelse af helt nye sikkerhedshjelmsystemer alene med henvisning til systemernes forventede levetid og tekniske vanskeligheder ved leverandørskifte. Klagenævnet fandt imidlertid samtidig, at FMI havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder for så vidt angik rammeaftalen om service og reservedele, idet behovet for service og reservedele til hjelme indkøbt inden for de første 5 år samt hjelmenes forventede levetid kunne begrunde en løbetid på op til 17 år. Klagenævnet lagde desuden vægt på, at FMI under sagen havde afgivet en bindende erklæring om at administrere rammeaftalerne i overensstemmelse med en endelig afgørelse fra klagenævnet eller domstolene. På den baggrund vurderede klagenævnet, at den eventuelle overtrædelse alene havde formel karakter og ikke ville indebære, at rammeaftalerne blev anvendt på en måde, som ville hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Da betingelsen om fumus boni juris dermed ikke var opfyldt, tillagde klagenævnet ikke klagen opsættende virkning.
Se afgørelsen |